DEBATINDLÆG I BYRUMMONITOR: HELLE JUUL: VI HAR GLEMT AT SPØRGE OS SELV, HVORDAN VI BRUGER ARKITEKTUREN TIL AT STYRKE DEMOKRATIET

»In a world where antisemitism and global conflicts continue to rise, the lessons of history and the horrors of the past must never be forgotten,« sagde Jacob Henningsen, Danmarks ambassadør i Polen 27. januar 2025 ved mindehøjtideligheden for befrielsen af Auschwitz.

I disse ord ligger en universel påmindelse: Historien må ikke alene huskes i bøger og taler – men også i vores fysiske omgivelser. Arkitekturen er ikke blot kulisse for livet – den er kulturbygger, erindringsbærer og fællesskabets ramme. Den former os, forbinder os – og den husker.

Når mursten bærer minder

I Danmark forbinder vi ofte bevaring af bygninger med klimahensyn og ønsket om at bevare kulturarv. Vores bindingsværkshuse og parcelhuskvarterer vækker genklang af noget velkendt og fredeligt. Selv efterkrigstidens betonbyggerier er en del af vores fælles selvforståelse – ikke nødvendigvis noget, vi ønsker at hylde, men heller ikke noget, vi fornægter.

I Polen er det anderledes. Her står hele boligkvarterer som fysiske minder om sovjetisk besættelse og en påtvungen arkitektur, der fratog borgerne både identitet og frihed. Når man bevæger sig gennem polske bykvarterer, ser man stadig de grå betonblokke, men man mærker også et stærkt ønske om at skrive en ny fortælling. Polen er mere end sin fortid.

Det blev tydeligt under konferencen i Łódź, arrangeret af den danske ambassade i Warszawa og Urban Future 25 (UF25). Her gav polske arkitekter og planlæggere udtryk for en klar ambition: at skabe en ny fortælling gennem arkitektur. En fortælling om håb, deltagelse og europæisk fællesskab.

Demokrati bygges også i murværk

Under konferencen bidrog jeg med to oplæg – et om kulturarv og modernisering, og et om fremtidens skoler under temaet Schools of Resilience. Blandt andet for at fortælle om tegnestuens feasability study – en forundersøgelse, hvor vi transformerer én ud af mange renoveringstrængende skoler fra 1930’erne i Warszawa. Her blev det tydeligt, at arkitektur ikke kun handler om form og funktion – men om værdier. Især når det gælder demokrati og fællesskab.

I Danmark tager vi ofte demokratiet for givet. I Polen er det noget, man har kæmpet sig til – og som stadig opleves som sårbart. Det præger deres tilgang til både bygningskultur og uddannelse: skolen er ikke kun et sted for læring, men også for deltagelse, demokratisk bevidsthed og fælles identitet.

Det er en indsigt, vi med fordel kan tage med hjem. Hvordan skaber vi fysiske rammer i Danmark, der styrker den sociale sammenhængskraft, fremmer deltagelse og understøtter vores demokratiske kultur?

Arkitektur og erindring er ikke blot værktøjer til at forstå fortiden – de er pejlemærker for fremtiden. Og når antisemitisme, ekstremisme og polarisering igen vinder fodfæste i Europa, bliver det afgørende, at vi ikke alene husker – men også handler.

Danmark har glemt at spørge

I Danmark fokuserer vi – med rette – på klimahensyn og funktionalitet, når vi planlægger nye kvarterer, skoler og byrum. Men spørgsmålet er, om vi har glemt at spørge os selv:

• Hvordan bruger vi arkitekturen til at styrke demokratiet?
• Hvordan understøtter vi fællesskab og identitet?
• Hvordan giver vi plads til erindringen – også den svære?

Hvis vi ikke aktivt bruger det byggede miljø til at bygge bro mellem generationer, kulturer og erfaringer, risikerer vi, at både erindring og fællesskab går tabt. Og med dem – muligheden for at lære og udvikle os som samfund.

Vi må tage samtalen. Om hvad vi bygger. Hvorfor vi bygger. Og hvad vi vil huske – ikke kun om os selv, men også om den verden, vi er en del af. For kun når vi forstår arkitekturens rolle i at bære og formidle vores fælles erindring, kan vi bruge den som bro til en mere demokratisk, sammenhængende og håbefuld fremtid.

Bragt i Byrummonitor