DEBATINDLÆG: LAD OS FINDE POTENTIALET I ARKITEKTUREN, DER IKKE SLÅR SIG SELV PÅ BRYSTET, MEN STILLER SIG SELV I BAGGRUNDEN

»I grunden er den dog ganske køn, når man rigtig ser på den! rap! rap!«

Selvom H.C. Andersen nok ikke havde grå betonbyggerier og transformation i hovedet, da han skrev ’Den grimme ælling’, er moralen vigtigere end nogensinde.

Når vi taler om transformation i arkitektbranchen, går vores tanker ofte først til de smukke, historiske bygninger, der med kærlig pleje kan bringes tilbage til deres tidligere herlighed. Men hvad med de grimme ællinger i byggeriet?

Klimakrisen er på sit højeste, så lad os anerkende de arkitektonisk udfordredes bygningers potentiale og hjælpe dem med at sprede deres vinger ud.

Hvad fungerede engang?

Der er gået sport i at pege fingre ad de grå betonbygninger fra 70’erne.

»Inderlig styg«, »fæle spektakel«, »for stor og for aparte«.

Selvom citaterne minder mig om et mavesurt kommentarspor på Facebook eller udtalelserne om et højhus i Urbanplanen, så er det et uddrag af ændernes ukærlige facon over for svaneungen.

Ja, der er følelser i arkitektur. Det kan få alle op af stolen. Det er jo derfor, vi elsker det. Men lad os slå et slag for den konstruktive kritik. Det er for let at danne fælles front om det, vi ikke bryder os om.

Vi lever i en klimakrise, hvor vi skal pleje optimismen fremfor pessimismen. Lad os i stedet gå nysgerrigt til de grimme bygninger. Og måske holde op med – som undertegnede selv er godt i gang med – at kalde dem for grimme.

Vi skal fokusere på potentialerne og i stedet spørge: Hvad kan vi bygge videre på? Hvad fungerede engang? Hvad fungerede ikke? Kan vi arbejde med det?

Vi kan løfte arkitektonisk udfordrede bygninger

Transformation handler ikke kun om, hvad der var, men om hvad der kan komme. Arkitektonisk udfordrede bygninger er ofte bygget i efterkrigstiden eller under økonomiske booms. De mangler den æstetiske appel, der gør dem til åbenlyse kandidater for renovering og genbrug. De kan være funktionelle, men deres design er ofte kendetegnet ved monotoni og manglende karakter.

Her kommer vi som arkitekter ind i billedet. Giv os udfordringer, tusindvis af benspænd, og vi skal vise vores værd. Det kommer ikke af sig selv, men kræver – som så meget andet – en intens træning i at se løsninger fremfor problemer. Hvis vi skal bremse klimakrisen, så kræver det kompromisser og øvelse i at gå anderledes til byggeriet.

Der kommer til at være bump på vejen. Så se din bygherre dybt i øjnene og forventningsafstem, inden I går i gang med processen. Transformation tager tid, ekstra arbejde med myndigheder og oftest mere tid, før der står en færdig bygning. Men hold nu op, det er besværet værd, når vi formår at omforme fortiden, ser på besparelse af CO2 og ikke tager the easy way out og river hele skidtet ned.

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Forleden genlæste jeg dette citat af mine yngre kolleger Marie Fostvedt og Kasper Hübertz Larsen i ’Klimavisioner for modernismens bygningkultur’:

»Set i lyset af den altoverskyggende klimakrise er vi forpligtet som arkitekter til også at koncentrere os om den hverdagsagtige arkitektur, de oversete bygninger, eller hvad vi kalder antiværker.«

Jeg tilslutter mig koret. Der er potentiale i det almindelige. I hverdagsarkitekturen. Arkitekturen, der ikke slår sig selv på brystet, men i stedet stiller sig selv i baggrunden. De oversete bygninger bliver opdaget, hvis vi åbner vores øjne (og horisonter for den sags skyld).

For hverdage har vi trods alt flest af. Lad os gøre alt, hvad vi kan, for at tilføje nyt liv og sjæl til den. Det kommer først og fremmest med en stor portion optimisme og tålmodighed, der tør vente på, at ægget klækker og udvikler sig til en smuk svane – eller til tider en ganske almindelig and.

Jeg vil slutte af med fire gode råd til transformation:

1. Skab værdi, som rækker ud over bygningen, og fokuser også på nærområdet.
2. Genanvend mest mulig konstruktion.
3. Vær i tæt og tidlig dialog med bygherre, myndigheder og entreprenør.
4. Tro på, at alle typer bygninger kan transformeres.