NY BYGNINGSKONSTRUKTØR: VELKOMMEN TIL, OANA!
Vi er hos Juul Frost Arkitekter glade for at byde Oana Gorceag velkommen til tegnestuen. Oana er uddannet bygningskonstruktør og har erfaring fra tegnestuer i København. Oanas første dage hos Juul Frost Arkitekter fandt sted på tegnestuens studietur til Tallinn.
Tre hurtige til Oana:
Hvad tiltrak dig i en stilling hos Juul Frost Arkitekter?
Jeg trives i et meningsfuldt arbejde, og i at være med til at gøre en positiv forskel. Jeg tror på, at god arkitektur skal forbedre menneskers liv og samtidig tage hensyn til naturen. Derfor tiltalte Juul Frost Arkitekters fokus på menneskers trivsel og på at bringe naturen ind i arkitekturen mig særligt. Det føles som et sted, hvor jeg kan arbejde med netop den form for arkitektur, som jeg tror på, og som jeg gerne vil være med til at skabe.
Hvad tager du med hjem fra vores nylige studietur til Tallinn?
Jeg synes, det var meget interessant at opleve, hvordan Tallinn arbejder med at bevare og transformere byens ældre bygninger. Jeg blev især inspireret af projekter som Kulturikatel og Telliskivi, hvor tidligere industribygninger, der ikke længere tjente deres oprindelige formål, har fået nyt liv og en ny funktion. Det er spændende at se, hvordan man ved at genbruge eksisterende bygninger kan skabe nye rammer for kultur, fællesskab og byliv, samtidig med at man bevarer en del af byens historie og identitet.
Hvad optager dig ved siden af dit arbejde som bygningskonstruktør hos Juul Frost Arkitekter?
Jeg har mange interesser ved siden af arbejdet, men de kredser især om sport og kunst. Jeg elsker at bruge tid med mine venner og synes, det er vigtigt at opleve nye ting sammen. Det kan være alt fra at prøve en ny sportsgren eller besøge en spændende kunstudstilling til at tage til en fed metalkoncert. Jeg holder af at være nysgerrig, udforske nye interesser og finde på oplevelser, der bringer os sammen.
Velkommen til, Oana!