Fuglekvarteret
Mellem park, parcelhuse og tidligere industri opføres Fuglekvarteret - Hvidovres nye blandede bydel med bygninger til boliger og erhverv samt kvartergader og klimahaver.
Fuglekvarteret bliver en levende bydel med variationer i bygningernes højde, masse og facadeudtryk gennem hele kvarteret. Her er både plads til den menneskelige skala med bygninger i to etager, samt boligbyggerier i fem etager. Nogle facader får et grid-mønster, der refererer til kvarterets industrihistorie, andre er opdelt med mursten på de nederste etager og lettere materialer på øverste, mens nogle opføres helt enkelt med mursten eller beklædningstegl.
Med 409 nye lejligheder, som varierer fra 1-5 værelser, er der plads til både børnefamilier, enlige, studerende og seniorer.
Fuglekvarterets landskab er tænkt som en grøn forlængelse af Mågeparken, hvor grønne opholdsarealer, varieret beplantning og mødesteder understøtter fællesskaber og hverdagsliv. Området kobles tæt sammen både internt og med de omkringliggende grønne strukturer gennem gode adgangsforhold.
Klimatilpasning integreres i landskabet med løsninger, der håndterer regnvand og samtidig tilfører rekreativ værdi, blandt andet gennem klimahaver. Den vilde beplantning trækkes ind i bystrukturen og skaber karakter, biodiversitet og en oplevelse af sammenhæng på tværs af kvarterets gader og rum.
Samtidig integreres genbrug af eksisterende materialer i landskabet, hvor blandt andet belægningssten og betonelementer genanvendes som en del af områdets nye identitet.