Trygge byrum for alle, mange, få
’Trygge byrum for alle, mange, få’ skal give alle, der arbejder med byudvikling inspiration til at styrke trygheden. Planlæggere og andre fagpersoner får samtidig faglige input til, hvordan arbejdet med tryghed og forebyggelse af kriminalitet konkret kan føres ud i livet – Viden skal ud at virke!
Vi bliver flere og flere mennesker i vores byer, vi rykker tættere sammen, og diversiteten øges. Udviklingen udfordrer forholdet til vores medmennesker og kan ændre vores adfærd. Det har betydning for, hvornår vi føler os trygge, og hvornår vi bliver trygge.
Derfor skal tryghed på dagsordenen, når vi planlægger og udvikler vores byer og byrum – Både i udbud, konkurrencer, helhedsplaner og arkitekturpolitik i landets kommuner og hos andre med ansvar for byer og byrum. At sikre fokus på tryghed er en vigtig opgave for alle involverede i planlægning af fremtidens trygge byer.
Juul Frost Arkitekter har udarbejdet publikationen ’Trygge byrum for alle, mange, få’, der henvender sig bredt til politikere, byplanlæggere, arkitekter og rådgivere.
Med et helhedsorienteret på tværs af skalaer undersøger publikationen, hvordan trygheden kan styrkes.
’Trygge byrum for alle, mange, få’ indeholder:
- Cases på tværs af byudvikling og byrum, der giver inspiration til at arbejde med tryghed i byudvikling;
- Tænkepauser i form af interviews med fagpersoner, der bidrager med forskellige faglige perspektiver på trygheden i byens rum;
- Tankegods med inspiration fra byrumsteoretikere, der har haft afgørende betydning for vores måde at planlægge på og for udformningen af byens rum
- og anbefalinger til at sætte tryghed på den politiske dagsorden og implementere tryghedsskabende og kriminalpræventive tiltag.
’Trygge byrum for alle, mange, få’ er blevet til i tæt samarbejde med en følgegruppe med repræsentanter fra Arkitektforeningen, Build - Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, BL – Danmarks Almene Boliger, Dansk Byplanlaboratorium og Rigspolitiet. Optic Circus har produceret to animationsfilm, der supplerer publikationen.
Gå på opdagelser i publikationen her!