Kungsängen Strukturplan
Juul | Frost Arkitekter står bag strukturplanen for bydelen Kungsängen i Uppsala. Området er i dag et udtjent industriområde, men skal transformeres til en nuanceret bydel med attraktive boliger. Planen indeholder 1000 nye boliger, restauranter, butikker, børneinstitutioner og et kulturhus og fokuserer på at skabe forbindelse mellem Uppsala by og vandet, men også bevaringen af den industrielle grundstemning.
Den eksisterende struktur og bebyggelse udgør en barriere mellem vandet og resten af byen. Strukturplanen fokuserer derfor på åbne karréer og gennemgående stræder. Planen introducerer nye retninger, forbindelser og flows, der giver nye rumlige oplevelser. Blandt andet får Kungsängen et grønt og åbent “kulturstrøg”, og nye tværgående forbindelser der skal binde byen bedre sammen, så området Kungsängen transformeres fra barriere til byens nye bindeled.
Juul | Frost Arkitekter har foretaget en analyse af de bygningsmæssige konsekvenser som grundlag for udvælgelsen af tilpasningsdygtige og bevaringsværdige bygninger.