Helhedsplan Herstedlund "Æggene"
Planens hovedgreb baseres på dannelsen af otte ovale byggefelter i et nyt kulturlandskab bestående af skov og slette. Der tages udgangspunkt i en landskabsmodning over 10 år som resulterer i en fuldvoksen skov, der lukker sig omkring byggefelterne og tjener som et væsentligt styringsredskab til at fastholde den grundlæggende struktur. Det grønne karaktertræk bliver en væsentlig kvalitet for boligområdet, hvor både skov og slette benyttes til rekreative formål.
Den nye bebyggelse i området fordeler sig i de ellipseformede byggefelter. Hvert byggefelt skal fremstå som en identificerbar enhed - afgrænset af en kombination af bebyggelsens udstrækning, landskabets overgang og af belægninger og inventar. Byggefelterne kan rumme meget forskellige bebyggelsestyper som dog alle vil rumme en tæt boligstruktur i 2-3 etager.