AlmenBolig+
Konceptet for fremtidens omkostningsoptimerede almene boliger er udviklet af Juul Frost Arkitekter, Jönsson A/S, Lemming & Eriksson og Taasinge Træ.
Konceptet er et tilpasningsvenligt, omkostningsoptimeret, vedligeholdelsesvenligt og fremtidssikret boligkoncept - hvor omkostningsmæssige besparelser går hånd i hånd med kvalitative forbedringer. Ambitionen er, at konceptet bliver en spydspids for udviklingen af fremtidens bæredygtige boliger.
Byggesystemet er et fleksibelt system af præfabrikerede, træbaserede fladeelementer og præfabrikerede badekabiner. Konceptet kan anvendes til at bygge boliger i op til 4 etager med boligstørrelser på 80 - 130 kvadratmeter. Konceptet er energioptimeret i forhold til lavenergiklasse 1.
Konceptet udvikler boliger, der bliver en ramme for det gode liv. Det er boliger, hvor livskvaliteten er i centrum - både i selve boligerne og i det samlede boligmiljø, som bebyggelsen repræsenterer. Da selve grundlaget for projektet er fleksibilitet, kan konceptet uden videre overføres til andre boligformer end almene boliger.