Mobilitetshus Stigsborg
Mobilitetshuse er næste generation af parkeringshuse, der nytænker og rummer andre funktioner end blot parkering. Derved opstår et dynamisk knudepunkt, der byder på forskellige aktiviteter og services. Her bidrager bilerne til bylivet og skaber nye muligheder for erhvervslivet.
En ny og mere bæredygtig mobilitetsadfærd
Mobilitetshuset fremtidssikrer parkeringsanlægget, så det fungerer som en hub mellem forskellige fremtidige mobilitetsformer. Her samles privat bil-parkering med opladning af elbiler, dele-biler og cykelparkering samt mikromobilitet. Med andre ord: elcykler, el-løbehjul, el-ladcykler m.m.
Mobilitetshuset er designet med fokus på brugervenlighed og komfort. Det gør det let at skifte mellem bil, cykel eller løbehjul – og klare den sidste kilometer hjem uden bilen. Det fremmer en ny og mere bæredygtig mobilitetsadfærd.
Et nyt knudepunkt for byliv
Mobilitetshuset er opført i 6 etager med kapacitet til alt ca. 598 parkeringspladser til biler, 3 pladser til motorcykler og 2 busholdepladser. I den sydlige ende af huset er stueetagen indrettet med en række udadvendte lejemål i gavlen mod Bygaden.
Ved at indtænke services og funktioner sammen med mobilitet skabes der en løsning, som bidrager positivt til byrummet for alle i Stigsborg. Omvendt giver kapaciteten og de mange mobilitetsmuligheder et konstant flow af mennesker, morgen til aften.
Erhvervslejemålene kan både indrettes til service, detailhandel og erhvervsformål. De varierende lejemål kan både danne rammer om restauranter og take-away, co-working space eller traditionelt kontor, frisør, værksteder eller atelier og meget mere. Sammen med services som pakkeboks, blomsterautomat og andre relevante selvbetjeningsfunktioner som f.eks. nærgenbrugsstation og byttebørs understøttes bylivet omkring mobilitetshuset.
Tryghed døgnet rundt
Mobilitetshuset er udformet med tryghedsskabende design og funktioner, der bidrager til liv omkring parkeringshuset, så det opleves som et trygt sted at færdes døgnet rundt. Mobilitetshuset placeres strategisk i Stigsborg og understøtter den interne sammenhæng i området og opkoblingen til den omkringliggende by.